FFE i Syddanmark søger nye kræfter til bestyrelsen

Efter næsten 20 års arbejde med at motivere, inspirere og influere unge iværksættere og entreprenører takker Lars Andersen nu af som bestyrelsesmedlem i Fonden for Entreprenørskab (FFE) Region Syddanmark. Både bestyrelsesformanden og det afgående bestyrelsesmedlem håber, at nye stærke kræfter nu står klar til at overtage stafetten.

Lars Andersen har deltaget i sit sidste bestyrelsesmøde i FFE, og når han den 31.7 i år også går på pension fra jobbet som rektor for Rybners Gymnasium i Esbjerg, er det uigenkaldeligt slut med det arbejde, som den 63-årige siden 1999 har lagt så mange kræfter og så meget hjerte i.

 

”Jeg har været med i så mange år, så nu synes jeg, at der skal nye kræfter til. Men det har været en fantastisk rejse, jeg har været på med alle de fantastiske, unge mennesker, og det har altid været helt utroligt givende at se, hvordan mange børn og unge er vokset med opgaverne og har vist et potentiale, som mange – inklusive dem selv – ikke vidste at de havde. 

 

Fonden for Entreprenørskab står bag en række programmer, som motiverer og inspirerer børn og unge til at udforske og prøve kræfter med, hvordan man gør en god ide til virkelighed, og hvordan livet som iværksætter og entreprenør er. I år var Region Syddanmark med helt i toppen, og tog en 1., 2. og 4. plads ved Danmarksmesterskaberne i April måned. Så det er en organisation i topform, som Lars Andersen forlader. 

 

Bestyrelsesformanden for FFE i Region Syddanmark, Mette Høi Davidsen, ærgrer sig derfor over ikke længere at have Lars Andersen med ombord, men forstår samtidig også godt, hvorfor han har valgt at sige stop nu. 

 

”Jeg vil gerne takke Lars for hans mange år i bestyrelsen i både Trekantområdet og Region Syddanmark. Der er ingen tvivl om, at vi taler om en mand, der har gjort en forskel, ikke mindst på grund af hans eminente evne til at skære ind til sagens kerne med en rolighed og gemytlighed, så alle er lyttende og deltagende”, fortæller Mette Høi Davidsen, som nu glæder sig til at finde og samarbejde med Lars Andersens afløser, når denne er fundet.

 

Lars Andersen er i hvert fald ikke i tvivl om, hvorfor hans afløser skal vælge at gå ind i bestyrelsesarbejdet i Fonden for Entreprenørskab.

 

”Kommer man fra erhvervslivet, vil man få en fantastisk mulighed for at se, hvor mange muligheder der er i de unge mennesker – og hvor meget talent, der findes ude på alle vores skoler og uddannelsesinstitutioner. Det er nogle oplevelser, der ligger og venter – og så er det da også interessant for et erhvervsliv, at se at der er masser af talent derude, som bare venter på at blive opdaget”, fortæller den snart pensionerede rektor fra Rybners Gymnasium.

 

Bestyrelsesformand Mette Høi Davidsen er allerede på udkig efter nye kandidater, og lægger ikke skjul på, at den ideelle kandidat kommer samme region som den afgående Lars Andersen – nemlig Vestjylland. Og den – eller de – kommende kandidater må samtidig også meget gerne medbringe en god portion erfaring fra erhvervslivet - og meget gerne fra produktionsvirksomheder. 

 

”Men samtidig vil jeg gerne understrege, at det selvfølgelig først og fremmest skal være en ildsjæl, og en profil, som kan se det spændende i at finde, motivere og udvikle alt det talent, som findes her i Syddanmark. Så jeg vil i den grad opfordre interesserede kandidater i tage fat i mig – send mig en mail eller giv mig et kald, så tager vi den derfra”, lyder opfordringen fra FFE Region Syddanmarks bestyrelsesformand, Mette Høi Davidsen.

 

For yderligere oplysninger:

 

Mette Høi Davidsen, best.fmd., FFE Region Syddanmark:  mhd@refurb.com / Mob: 2777 2222